Sølvsten Biler og ŠKODA Viborg på Lundborgvej er netop, på ŠKODAs årlige stormøde for alle ŠKODA forhandlere på Hotel Vejlefjord, blevet kåret med den ærefulde titel: Årets ŠKODA Forhandler 2019.
Titlen tildeles af den danske ŠKODA-importør og udløser ud over den ærefulde titel et tilskud på 10.000 kr. til en fest for personalet. Men frem for alt ligger der i titlen naturligvis en stor portion anerkendelse for den toppræstation, som hele teamet hos ŠKODA Viborg har ydet.
Titlen som årets ŠKODA-forhandler vinder man ved at have ydet de bedste resultater på en lang række specifikke målepunkter vedrørende blandt andet kundetilfredshed, salg og service.
Med i kapløbet om titlen var ikke mindre end 50 danske ŠKODA-forhandlere, men i sidste ende var det altså viborgenserne, der scorede højest og løb med den eftertragtede titel.
”Vi er naturligvis utroligt stolte over at have modtaget den her anerkendelse. Vi kan tydeligt mærke, at det betyder rigtigt meget for vores ŠKODA-team og for alle 75 medarbejdere i virksomheden”, udtaler Steffen Christensen, direktør hos Sølvsten Biler, som ud over at sælge og servicere ŠKODA også er forhandler af Volkswagen, SEAT samt Audi servicepartner.
”Da vi efter første kvartal af året kunne konstatere, at vi lå helt i top i konkurrencen, besluttede vi os for at gøre en ekstraordinær indsats for at fastholde positionen, hvilket lykkedes i det meste af perioden, så vi samlet set opnår den bedste placering”, udtaler René Møller, som har stået i spidsen for Viborgs stærke ŠKODA team.